Hvilken diæt til vægttab? Det svarer 48 randomiserede forsøg på

De store diætfamilier, fra de mest kulhydratfattige til de mest fedtfattige, følges alle af vægttab, og forskellene mellem dem forbliver små. Det er konklusionen i en netværksmetaanalyse af 48 randomiserede forsøg med 7 286 deltagere (Johnston et al., JAMA, 2014). DIETFITS-studiet gik derefter til den direkte test med 609 voksne fulgt i tolv måneder: 5,3 kg i gennemsnitligt vægttab ved fedtfattig kost, 6,0 kg ved kulhydratfattig kost, en ikke-signifikant forskel, som hverken genetik eller insulin forklarer (Gardner et al., JAMA, 2018).

Hvad metaanalysen af 48 forsøg sammenlignede

De 48 forsøg, som Johnston et al. samlede, kommer fra 59 publikationer hentet i 6 databaser og omfatter 7 286 voksne med overvægt eller fedme, et body mass index (BMI) på 25 og derover (Johnston et al., JAMA, 2014).

Hvert forsøg holdt sin eller sine populære diæter, uden specialiseret vejledning, op imod en anden kostmetode eller ingen diæt; opfølgningen varede mindst tre måneder, og vægten blev målt efter 6 og efter 12 måneder (samme kilde).

Den samme diæt optrådte sjældent i flere forsøg, hvilket vanskeliggjorde enhver direkte sammenligning. Netværksmetaanalysen omgår forhindringen: den forbinder diæterne to og to, hvor hvert led hviler på de forsøg, der stillede dem op mod hinanden (samme kilde).

Sammenlignet med ingen diæt nåede vægttabet 8,73 kg efter 6 måneder ved kulhydratfattig kost mod 7,99 kg ved fedtfattig kost; efter 12 måneder nærmede de to familier sig hinanden omkring 7,3 kg (samme kilde).

Modellen sætter også tal på indflydelsen fra adfærdsstøtte, 3,23 kg efter 6 måneder mod 1,08 kg efter 12 måneder, og fra motion, 0,64 kg mod 2,13 kg (samme kilde).

Små forskelle mellem navngivne diæter

Den største forskel mellem to navngivne diæter nåede 1,71 kg: efter 6 måneder lå Atkins-diæten foran Zone-diæten (Johnston et al., 2014).

For forfatterne er vægttabet ved den ene eller den anden kulhydrat- eller fedtfattige kost signifikant, og forskellene mellem navngivne diæter forbliver små (samme kilde).

DIETFITS-studiet: to diæter, tolv måneders opfølgning

DIETFITS rekrutterede 609 voksne mellem 18 og 50 år, uden diabetes, med et body mass index mellem 28 og 40. Randomiseringen fordelte disse frivillige mellem en sund fedtfattig og en sund kulhydratfattig kost (Gardner et al., JAMA, 2018). Studiet foregik på et enkelt sted, og rekrutteringen strakte sig fra 2013 til 2015 (samme kilde).

Støtten var ens i begge grupper: 22 gruppesessioner fordelt over tolv måneder, ledet af undervisere, med samme sigte: den mest holdbare version af diæten på lang sigt (samme kilde).

Efter 12 måneder var det gennemsnitlige vægttab 5,3 kg i den fedtfattige gruppe og 6,0 kg i den kulhydratfattige gruppe. Forskellen mellem de to på 0,7 kg var ikke statistisk signifikant (95 % konfidensinterval: -0,2 til 1,6 kg). De faktisk opnåede indtag var langt mere forskellige: 48 % kulhydrater på den ene side mod 30 %, og 29 % fedt mod 45 % (samme kilde).

481 af de 609 deltagere, altså 79 %, gennemførte opfølgningen, og de 18 registrerede bivirkninger fordelte sig ligeligt mellem grupperne. Blodfedtprofilen og blodtrykket forbedredes i begge grupper; LDL-kolesterolet steg i den kulhydratfattige gruppe (samme kilde).

Den individuelle spredning overgik langt forskellen mellem grupperne: fra 30 kg tabt til 10 kg taget på i hver gruppe, en spredning på næsten 40 kg (samme kilde).

Hverken gener eller insulin skilte diæterne ad

Et spor stod tilbage fra tidligere arbejde: afhænger den rigtige diæt af den enkeltes profil? Studiet testede to markører, en genetisk profil bygget på tre polymorfier og insulinniveauet målt tredive minutter efter en glukosebelastning. Ved starten bar 40 % af deltagerne profilen knyttet til den fedtfattige diæt og 30 % den knyttet til den kulhydratfattige (Gardner et al., 2018).

Der blev ikke fundet nogen interaktion mellem diæten og den genetiske profil (P = 0,20), eller mellem diæten og insulinsekretionen (P = 0,47) (samme kilde).

Et tidligere retrospektivt arbejde havde observeret en forskel på 6 kg mod 2 kg afhængigt af, om deltagerne passede til en genotype. DIETFITS blev designet til at teste denne hypotese prospektivt; det bekræftede den ikke (samme kilde).

Disse to markører gjorde det ikke muligt at afgøre, hvilken diæt der passede til hvem, bemærker forfatterne (samme kilde).

Adhærens over tid

Metaanalysen fra 2014 knytter sin anbefaling til et enkelt kriterium: at foreslå den diæt, som patienten kan holde (Johnston et al., 2014).

En anden metaanalyse, der dækker 27 studier, opgør adhærensen i vægttabsprogrammer. Den gennemsnitlige rate ligger på 60,5 %, og den falder med varigheden: 69,9 % for programmer under 12 måneder, 53,0 % for dem på et år og derover (Lemstra et al., Patient Preference and Adherence, 2016).

To løftestænger forbedrer disse rater, med en faktor 1,65 for vejledningen i sessionerne og 1,29 for social støtte (samme kilde).

Varigheden forbliver det ømme punkt efter programmernes afslutning: en oversigtsartikel af Hall og Kahan rapporterer, at i en metaanalyse af 29 studier vender mere end halvdelen af det tabte vægt tilbage inden for to år, og mere end 80 % inden for fem år (Hall og Kahan, Medical Clinics of North America, 2018).

Fedme og spiseforstyrrelser: den professionelle opfølgning

Forsøgene beskrevet her omfattede voksne uden diabetes (Gardner et al., 2018). Andre situationer kræver en medicinsk opfølgning, som disse protokoller ikke dækker.

Fedme klassificeres af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) som en kronisk og tilbagevendende sygdom; i 2022 levede 890 millioner voksne med fedme (WHO, 2025).

Hos en person med fedme nedsætter et vægttab på 5 % til 10 % risikoen for at udvikle type 2-diabetes (HAS, 2011).

I Frankrig kræver Haute Autorité de Santé (HAS), at overvægt og fedme håndteres af den praktiserende læge i et planlagt forløb (HAS, 2011). Den advarer også mod gentagne slankekure, hvis vægtudsving kan være sundhedsskadelige (samme kilde).

Spiseforstyrrelser som anoreksi eller bulimi hører under fagfolk uddannet i disse lidelser (Assurance Maladie, 2026).

Intet i disse resultater erstatter vurderingen af en individuel situation, som tilhører en sundhedsfaglig person (HAS, 2011 ; WHO, 2025).